Drømmen om en uddannelse –  Snedkermester Arne Pedersen A/S går aktivt ind i skolebyggeri i Filippinerne og sikre en bedre fremtid for børnene i området.

Det er et dansk projekt, der har skabt fokus på Santa Fe i Filippinerne, som for kun få år siden blev fuldstændig ødelagt af en tyfon. Det der startede som et lille hjælpeprojekt udviklede sig til HOPE Project, som arbejder for at bygge en skole og en bedre fremtid i Santa Fe. Nu går Arne Pedersen A/S aktivt ind i projektet og bakker op med økonomi, erfaring og arbejdskraft for at sikre byggeriet. 

Det er ikke svært at finde et velgørenhedsprojekt i 2018. Det er blevet en industri i sig selv, hvor virksomheder konstant præsenteres for muligheden om at støtte alt fra sultende børn til misrøgtede dyr og uddøende naturområder. Mens de hjælpeorganisationer med de største marketingbudgetter tiltrækker stor opmærksomhed, er verden stadig fuld af mennesker, der aldrig sker skyggen af hjælp. Men nu tilsmiler lykken et lille lokalsamfund i Filippinerne, som får hjælp helt fra Danmark.

En snedkervirksomhed på Sjælland har en anderledes tilgang til velgørenhed. De vil mere end bare at donere penge. De vil bidrage med viden og arbejdskraft og også give deres medarbejdere muligheden for at tage del i hjælpearbejdet. Skolebyggeriet er allerede godt i gang og til november sender de deres første håndværker afsted for at bidrage med byggetekniske færdigheder, for god kvalitet er vigtigt, også på Filippinerne, hvor byggeriet skal kunne holde til de mere barske vejrforhold.

 

 

Men hvorfor vil en travl håndværksvirksomhed gøre sig så meget besvær for at hjælpe mennesker helt omme på den anden side af jorden, når det kræver en så meget større indsats end at bare at donere pengene?

Brian Pedersen er 2. generation og en af indehaverne i snedkervirksomheden fra Greve. Han er vokset op med en arbejdsplads, hvor man altid har taget ansvar for sine medmennesker. For ham er det helt naturligt, at man hjælper andre, der ikke har alt det vi har.

”Selvom det kræver mere koordinering at gå så aktivt i projektet, så er vores indsats minimal i forhold til den forskel vi gør. Hvis vores viden kan lære indbyggerne kan bygge noget, der kan modstå stormen, så slipper de for at miste alt og skulle starte helt forfra hver gang”, siger Brian Pedersen og fortsætter: ”Glæden ved at hjælpe andre kan ikke gøres op i penge. De her mennesker har stort set ingenting og forudsætninger for en bedre fremtid er minimale i det område. Vi og vores medarbejdere kan være med til at ændre disse menneskers liv. Det er en gave vi med største glæde tager imod og deler med vores medarbejdere, som bakker fuldt op om projektet.”

Skolen i Santa Fe er første store projekt i byen. Byggeteknisk kan skolen modstå de kraftige storme i området, for det er tanken, at den også skal fungere som community center og tilflugtssted for indbyggerne, når uvejr rammer. Til daglig vil der være almindelig undervisning af børnene i området, så de bliver uddannet og får mulighed for at skabe en bedre fremtid og et bedre liv for dem og deres familier. Og alt tyder på, at kun uddannelse kan gøre netop den forskel.

 

 

Et håb om en bedre fremtid

Eksperter i hele verden er enige om, at uddannelse er det bedste middel mod fattigdom, sygdom, krig og sågar klimaforandringer. Ifølge WHO går uddannelse og sundhed hånd i hånd, og uddannelse kan være med til at bryde nogle af de mønstre, som kompromitterer især unge kvinders liv.

Alligevel er der hvert år millioner af børn, som aldrig ser skyggen af skolegang, og i mange lande er der stadig uendelig langt fra den nuværende situation til det vi i Danmark kender som et velfungerende uddannelsessystem.

Uddannelse har altid spillet en vigtig rolle hos Arne Pedersen A/S, lige siden Brians forældre Arne og Anny Pedersen grundlagde snedkervirksomheden i 1978. Man har altid haft lærlinge og gjort en nøje indsats for at uddanne dygtige håndværkere til at udføre det kvalitetsarbejde, som virksomheden er kendt for.

”Det handler om ordentlighed, noget som min far indførte i virksomheden helt fra starten. Vi skal gøre vores arbejde, vi skal opføre os ordentligt og være ordentlige ved andre mennesker. Det kan lyde banalt, men det har altid været en god rettesnor for alle store og små beslutninger vi har skulle træffe”, fortæller Brian Pedersen, som overtog forretningen sammen med sin bror i (årstal). 

”Beslutningen om at hjælpe børnene i Santa Fe til at få en uddannelse, var derfor ikke svær. Vi har så meget viden og ekspertise at kunne dele ud af, som set i forhold til vores indsat, vil gøre en kolossal forskel for projektet også i fremtiden. Det er en ordentlig ting at gøre og vi er meget stolte over, at vi som samlet virksomhed kan være til at løfte fremtidsmulighederne til et nyt niveau”, fortæller Brian Pedersen.

 

 

Tre danske venner står bag HOPE Project

Historien starter, da en tyfon i 2013 rammer Filippinerne og ødelægger alt. Titusindvis af mennesker står på få timer tilbage uden hjem og mad. Alt hvad de ejer er revet fra hinanden og familiemedlemmer er sporløst forsvundet. Et fuldstændig uoverskueligt arbejde med at genopbygge landet kan begynde, som det desværre før er set i den del af verden, hvor naturen med jævne mellemrum tager magten over al eksistens.

Man kan jo med rette spørge sig selv hvorfor Filippinerne ikke bygger husene, så de kan modstå en kraftig storm. Men Filippinerne er ikke noget rigt land – længere. Landet består af en øgruppe på mere end 7.000 øer, og selvom det eksotiske ørige i 1940’erne var et af de højst udviklede lande i Asien, har bl.a. korruption sat en brat stopper for udviklingen og næsten halvdelen af befolkningen lever i dag i dyb fattigdom. Landet lever fortrinsvis af landbrug og turisme, og begge dele er under konstant trussel fra det lunefulde, tropiske vejr.

Nils Gisli er en af kræfterne bag HOPE Project. Han var udsendt for en større dansk hjælpeorganisation, da tyfonen ramte. Sammen med sine to gode venner Claus Sall og Mikael Korsgaard startede han en indsamling for at skaffe penge til at etablere tag over hovedet til nogle af de overlevende, og sammen rejste de tre venner til Filippinerne for at købe byggematerialer.

Det var et overvældende trist syn, der mødte dem, da de ankom og de besluttede hurtigt, at de kunne gøre så meget mere. I dialogen med de lokale i Santa Fe fandt de ud af, at det største ønske på stedet er en skole, fordi en skole betyder uddannelse, som sikrer håbet for en bedre fremtid. De tre venner kiggede på hinanden og var helt klar over, at det var noget af et bjerg de var på vej til at bestige, men når man kommer fra et rigt land som Danmark, og ser hvor umulige vilkårene er i et land som Filippinerne, så ved man bare, at noget må gøres – HOPE Project var født.

Projektet bygger 100% på frivillige kræfter fra mennesker, der har arbejdet hårdt for at finde støtte til at holde byggeriet i gang. Så støtten og de ekstra ressourcer, der nu kommer fra Arne Pedersen A/S, rykker projektets afslutning frem med adskillige år. Og der er brug for den viden som virksomhederne kommer med til også at garantere at projektet lever videre længe efter, at skolen er bygget færdig.

”Sådan noget som at bygge i en solid kvalitet, som er så indlysende for os i Danmark, er bare ikke inkorporeret i tankegangen i Filippinerne. Så den viden, der nu bliver tilført projektet, kommer til at have væsentlig indflydelse på overlevelsen i området, og vil give de lokale indbyggere nødvendig viden om hvordan de selv skal bygge tingene korrekt fremover”, forklarer Nils Gisli.

Man kan læse mere om HOPE Project på https://www.hopeproject.dk

Vil du vide mere?

For yderligere information, ring på 43 61 27 75 eller skriv til info@arnepedersen.dk