Fra verdensmål til vækst

I går afsluttede vi projektudviklingsforløbet Fra verdensmål til vækst hos DI. En stor dag, hvor vi sammen med Phil & Søn A/S og ZURFACE modtog diplom for gennemført deltagelse og fik opmuntrende ord med på vejen af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Verdenspanelet flankeret af Charlotte Nørbak, direktør for Byggeri og byudvikling i Domea, Mette Qvist, direktør for GCB og Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, stillede gode spørgsmål og kom med konstruktiv feedback, som vi tager med os. For nok er projektet slut, men vi arbejder ufortrødent videre.

Når man som os er startet arbejdet med verdensmål 12.5 og med at optimere, reducere og dokumentere CO2 udledning, så stopper man ikke lige igen. Det er en svær proces at komme i gang med og fastholde, så vi tager ikke større skridt, end vi selv kan følge med. Og vi glæder os til at indvie vores næste Doing-more-good-projekt “Berta”. “Berta” er vores nye 20 fods container fra GSV, som vi fylder op med overskuds materialer fra byggesagerne.

Materialerne vil vi donere til lokale foreninger ol. Næste SDG mål vi kigger på er 8.6. Her vil vi ikke kun tage fat i at optimere vores lærlinges læretid men også efteruddanne svende, byggeledere og chefer.